Smag på det vietnamesiske køkken

Det vietnamesiske køkken er i en klasse for sig. Farvestrålende retter med klassikere som kylling og fisk eller mere utraditionelle ingredienser som slangekød eller friturestegte insekter. Lad dine sanser blive udfordret på din rejse rundt i Vietnam.

 

Det vietnamesiske køkken giver dig rig mulighed for at smage nye retter og opleve, hvordan vietnameserne i særlig grad værner om maden og sætter en dyd i at pirre både smagssansen og synssansen.

En fryd for øjet

Har du børn med til Vietnam, vil de elske at få serveret de vietnamesiske retter, som tit og ofte er dekoreret på særlig vis. Det er ikke usædvanligt, hvis du får serveret en agurk skåret som en krokodille eller en tomat formet som en rose.

 

Det betyder meget i det vietnamesiske køkken, at maden ser flot ud, og derfor eksperimenterer de gerne med forskellige eventyrlige former og figurer. Det er en fornøjelse at være vidne til, hvor meget de kerer sig om maden og dens æstetik.

Gadekøkkenet lever i bedste velgående

Lige meget hvor du rejser hen i Vietnam, kan du bestille mad ved et gadekøkken. Og hvilken smagsoplevelse! Du kan vælge mellem alverdens velsmagende retter, der serveres på rustik vis på gaden. Kigger du dig omkring, vil du opleve, at de lokale sidder midt på gaden eller fortovet og spiser. Du vil både kunne spotte forretningsfolk i fint tøj og familier med børn.

 

Du behøver ikke være bange for, at du bliver syg af at spise ved de forskellige gadekøkkener. Der bliver anvendt friske råvarer, da gadekøkken-kulturen er meget udbredt over alt i landet. Desuden gælder det for langt de fleste gadekøkken-retter, at maden er blevet tilberedt eller stegt ved høje temperaturer. Så skulle der være bakterier i maden, vil de blive dræbt under tilberedningen.

 

Et godt råd er dog at følge din mavefornemmelse, når du vælger gadekøkken. Er det velbesøgt – også af de lokale – kan du tage det som et godt fingerpeg.

Den vietnamesiske nationalret

Under dit besøg i Vietnam må du ikke snyde dig selv for at smage på nationalretten ‘Pho’. Vietnameserne spiser primært retten til morgenmad, mens du måske vil foretrække først at spise den op ad dagen. ‘Pho’ er en nudelsuppe, der fås med enten kylling eller strimler af oksekød, og som er gavmildt krydret med frisk vietnamesisk basilikum. Nudlerne er en favoritspise blandt vietnameserne – og de spises gerne til alle dagens måltider.

 

Det er meget karakteristisk for det vietnamesiske køkken, at retterne er sammensat af få, enkle ingredienser. De er nøje udvalgt og smager fantastisk sammen. Friturestegning er også populært, og du kan finde alt fra friturestegte insekter til friturestegte grøntsager og fisk.

 

Du må ikke rejse hjem fra Vietnam uden at have smagt de lækre vietnamesiske forårsruller ‘Goi Cuon’. Vietnam er kongen af forårsruller, og du får ikke bedre forårsruller noget andet sted i verden. Det er en anden variant, end den du kender hjemmefra. Rullerne er her lavet af rispapir med ingredienser som papaya og tigerrejer. Mums!

 

Velbekomme – der er masser af lækre overraskelser i det vietnamesiske køkken!